søndag den 1. juni 2008

Musik, musik, musik

Så fik jeg også lige ordnet ting nr. 12 og 13. Jeg er nu registreret på Last FM og Deezer, og har lyttet til god musik. En dag jeg har mere tid og solen ikke skinner fra en skyfri himmel, vil jeg lege lidt med at finde musikalske venner og udforske mulighederne nærmere

Den absolut bedste "ting"

Det er laaang tid siden, jeg har haft tid til at beskæftige mig med 23 ting, men flere kollegers gode erfaringer med download til en MP3-afspiller har fået mig på banen igen. Ikke for at få et kryds i karakterbogen, men af ren og skær lyst, for vi er for længst færdige med 23 ting på biblioteket. Musik er egentlig temaet for ting nr. 11, men download af MP3-lydbøger vil helt sikkert blive min foretrukne disciplin på den fantastiske lille dims. Hvad er skønnere end at vandre igennem Nørreskoven, videre langs Vejle Fjord til Tirsbæk og retur til den hjemlige matrikel, mens man hører den fremragende roman "Det jeg elskede" af Siri Hustvedt? 3 timers vandring i skøn natur med stor litteratur i ørene. Kanon!
Jeg prøvede også lige at lægge et billede ind på afspilleren og optage lyd. Utroligt, hvad man kan. Jeg har lånt bibliotekets MP3-afspiller, men jeg skal straks have købt én selv, og det kan kun gå for langsomt...